Det her med personlig udvikling er altså rigtig svært. Jeg ved hverken, hvor jeg skal starte, eller hvor skal jeg slutte. Når det er sagt, hvad er det så egentlig, jeg skal arbejde med? Jeg synes ikke rigtigt, der er noget sådan alvorligt i vejen med mig... læs mere her
Var engang deltager på en workshop om skyggesider. Ikke fordi jeg ikke kender til skyggearbejde - det er, hvad jeg har undervist i på forskellig vis siden 1998, men mere for at blive inspireret.
Der findes tre slags sager. Min sag, din sag og universets sag, og så er den i virkeligheden ikke længere. Det er dog ikke helt så enkelt, da vi tit får byttet lidt rundt på sagerne, hvilket gør det vanskeligt at skelne mellem dem og holde os til den sag, der er vores. I stedet blander vi os i andres sager i den tro, at hvis vi får andre til at ændre sig, bliver vi lykkelige.
Jeg kan ikke med rod, sådan er det bare. Når det roder omkring mig, roder det i mine tanker. Jeg bliver stresset og kan ikke holde fokus. Når der er rod, kalder det på min opmærksomhed i stil med "ryd mig op nu", og jeg er udmattet allerede inden, jeg kommer igang. Desværre hører jeg ikke til dem, der får et kick af at organisere rod og få det hele til at se pænt ud. Jeg får et kick af, at der er ryddeligt omkring mig, at der er højt til loftet og at alt har sin plads (og ikke mindst befinder sig der).
Er et spørgsmål, der af og til dukker op hos de fleste af os. Ikke nødvendigvis fordi andre fortæller os, at vi ikke dur, mere fordi vi af uransagelige årsager har en selvdestruktiv side. En side, der har en trang til at pille os ned, når vi bliver enten for overmodige, dygtige eller succesrige.
Er det tegn på svaghed, når vi tilgiver et andet menneske? Eller betyder det, at vi giver den anden tilladelse, til at blive ved med at behandle os dårligt? Eller er tilgivelse overhovedet vigtigt, og i så fald for hvis skyld, skal vi tilgive?
Hvornår er vi for gamle til at have følelser, drømme og ikke mindst betydning som mennesker? Bliver vi til objekter uden følelser og værdi, når vi bliver ældre, og ved hvilken alder skiller det – betydning kontra ingen betydning?
Fornylig fortalte en kvinde på omkring 83 år med tårer i øjnene, hvordan hun følte sig overset og uden værdi efter en juleaften i familiens skød.
The university professor challenged his students with this question. Did God create everything that exists?
Der findes tre slags sager. Min sag, din sag og universets sag, og så er den i virkeligheden ikke længere. Det er dog ikke helt så enkelt, da vi tit får byttet lidt rundt på sagerne, hvilket gør det vanskeligt at skelne mellem dem og holde os til den sag, der er vores. I stedet blander vi os i andres sager i den tro, at hvis vi får andre til at ændre sig, bliver vi lykkelige.
Er et spørgsmål, der af og til dukker op hos de fleste af os. Ikke nødvendigvis fordi andre fortæller os, at vi ikke dur, mere fordi vi af uransagelige årsager har en selvdestruktiv side. En side, der har en trang til at pille os ned, når vi bliver enten for overmodige, dygtige eller succesrige. 
Hvornår er vi for gamle til at have følelser, drømme og ikke mindst betydning som mennesker? Bliver vi til objekter uden følelser og værdi, når vi bliver ældre, og ved hvilken alder skiller det – betydning kontra ingen betydning?
An old Cherokee chief was teaching his grandson about life...